Amarone Classico DOCG – Campagnola
Frisk, indbydende, befriende ærlig og uprætentiøs standard-amarone i sin bedste alder. Åben og elegant frugtig næse med et skær af peberfrugt og nyslået græs over de klassiske associationer til æble og kirsebær. Næsen fremviser en slags kølig distance, som klæder
... den ellers kompakte og charmerende vin rigtig godt. Munden er i al væsentlighed tør og saftig, om end en lille og behageligt diskret sukkersødme melder sin ankomst i eftersmagen. Markant tannisk bid og en medium-kraftig frugt til at runde strukturen af. Sådan skruer man en moderne og afdæmpet amarone sammen. Campagnola er den perfekte begynder-amarone til dig, der gerne vil smage giraffen uden at punge alt for meget ud i første omgang. Men pas på – skidtet er stærkt vanedannende!
Anvendelse, behandling og lagring
Mange amaroner er bedst helt uden for gastronomisk sammenhæng, men en vin med Campagnolas livmål kan sagtens indgå i kulinarisk kombination. Prøv med flødesovsede pastaretter, lasagne eller en klassisk musaka, hvis du da ikke tilfældigvis ligger inde med lufttørret pølse og skinke med lidt tørret frugt på siden. Vinen har stadig sin ungdoms friskhed, og det er bestemt værd at udnytte, men hvis din tålmodighed rækker, vil der være yderligere kompleksitet og nye aromatiske landvindinger på den anden side af tre-fire år under sengen. Drik af store glas ved 18 grader.Læs mereIkke på lager