Italiens vinregioner

Når italiensk vin indtager kom-an-positur, er det Toscana og Piemonte der udgør den fremskudte brystkasse. Piemonte rummer så stor en koncentration af etablerede vingårde og applauderede DOC- og –G’er, at man må udsætte sit sanseapparat for solide mængder piemontesisk barbera og nebbiolo, før man påberåber sig kendskab til italiensk vin. Nebbiolo er Piemontes klarest lysende stjernedrue og eneste ingrediens i feterede barolo, fra området omkring landsbyen af samme navn i Langhe-bakkerne. Nebbiolo er tanninrig som få, og alenlang udblødning tilsat dekaders fadlagring gav tidligere anledning til utilnærmeligt udtørrede mundhuler. Med moderne modereret tilgang vinificeres nu komplekse kraftfulde vine, rige på syre, og med garanti for udfordrende adstringerende mundfornemmelser. Medgørlige barbera, som, når det skal være særligt fint, smykker sig med oprindelsen d’Alba eller d’Asti, giver frugtrig, tanninfattig most til over halvdelen af al piemontesisk vin.

Alba er latin for farven hvid (er hvid en farve?) og navnet på en mellemstor provinsby med 32.000 indbyggere i den norditalienske region Piemonte. Den er hovedstad i Langhe-området og berømt for særligt to gastronomiske kreationer: Hvide trøfler og fantastiske vine! Trøflerne laver sig selv, og omkring 300 vinproducenter i Alba kommune laver vinene, der både kan have den regionale appellation DOC Langhe eller en af en halv snes lokale appellationer, afhængigt af druesort, blend eller terroir. Der produceres både barolo og barbaresco i Alba kommune, men de bærer ikke byens navn. Det gør til gengæld DOC Nebbiolo d’Alba, DOC Dolcetto d’Alba og DOC Barbera d’Alba, tillige med Alba DOC (et blend af nebbiolo og barbera) og DOCG Dolcetto di Diano d’Alba og DOCG Diano d’Alba, der skal laves af frugt fra Diano-området, der ligger i 500 meters højde lige syd for byen. Mest populære er Barbera d’Alba efterfulgt af Dolcetto d’Alba. Sæt tænderne i vores sortiment af dem, og opdag hvorfor.

Veneto mellem Trentino i nord og Toscana i syd er ingen undtagelse fra reglen om de italienske regioners vinøse diversitet. Mere end 20 DOC-zoner pryder landkortet, krydret med langt flere under-zoner med et hav af navne. Ikke let at holde styr på, men et skønt sted at gå på gastronomisk eventyr. Hovedbyen hedder Verona, og lige nord for den findes regionens mest berømte appellation, Valpolicella, som har forstret berømtheder som amarone og recioto. Men Veneto kan meget mere end det. Fra de saftige, bælleboblende proseccoer over friske hvide Custoza- og Soave-vine til frugtige røde bardolinoer og et væld af stilarter omkring den smukke Garda-sø og hele vejen tilbage til østkystens Venedig, der for vinelskere bør kendes for meget andet end gondoler. Passito, ripasso, recioto, amarone, classico superiore og jeg skal gi’ dig, skal jeg. Der er skruet helt op for appellations-teknikaliteterne og de vitikulturelle spidsfindigheder nord for Verona i dalen omkring landsbyen Valpolicella, der giver navn til området. Recioto var den oprindelige version af rosin-vinen, og det formodes at amaronen opstod ved en fejl, hvor recioto fik lov at gære ud, og dermed miste sødmen til fordel for alkohol, i hvad der for nogle årtier siden betragtedes som ufattelige mængder. 15-16 % er ikke længere noget man studser så voldsomt over. Amarone og recioto er afgjort noget for sig, men området byder også på mere vanlig bordvin (blot benævnt valpolicella). Classico, hvis druerne høstes i den oprindelige og mere prestigiøse zone; superiore, når druernes beskaffenhed giver mulighed for at gære minimum 12 % alkohol og man samtidig lagrer vinen i mindst et år. Ripasso fortæller historien om, at druekvas fra overstået produktion af amarone eller recioto pumpes over i basisvinen, der på den måde får tilsat lidt ekstra charme.

Italiens nordøstligste provins med hovedbyen Trieste som sidste bastion mod Slovenien og Kroatien i øst og Adriaterhavet mod syd. Nordligt grænser området op til Østrig, og ligesom sin nabo er Friuli ekspert i hvidvin og friske, velstrukturerede røde. Klimaet er relativt køligt om end solrigt, og vindene mellem alperne og havet giver nogle ganske særlige vækstbetingelser for de lokale druer som for eksempel malvasia, ribolla, verduzzo, refosco og picolit. Vinene fordeler sig formelt på ni forskellige DOC’er (geografiske inddelinger), hvoraf den største er Friuli Grave. Generelt tilstræbes en slank, frisk, ren og lineær vinstil, og egetræ bruges kun marginalt og fortrinsvis til de røde vine. Seneste trend i området er produktion af mousserende vin på chardonnay og pinot nero, men slige specialbobler har endnu til gode at finde vej til vores sortiment.

Regionen ligger lunt placeret mellem Veneto i nord og Toscana i syd og kan som sådan nyde godt af både klima og geologiske forudsætninger for kultivering af de druer, som er klassiske i begge de to naboregioner. Selvom regionens hovedstad hedder Bologna, er andre steder mere kendte i gastronomiske cirkler. Det gælder fx Modena, der er berømt for både den kompakte vineddike balsamico og for de spændende vine på druen lambrusco – med eller uden bobler. Det gælder også for byen Parma, hvorfra vi ivrigt henter lufttørret skinke og en tør, langtidslagret komælksost, som vi her på breddegraden benævner parmesan. Overalt hvor Po-sletten hæver sig i noget, der minder en smule om kuperet terræn, dyrkes der vin, hvide som røde, og i flere forskellige stilarter, stemninger og størrelser end noget andet sted i Italien.

Vi er vilde med det! Det smukke landskab. De højtbesungne toscanske bakker. Maden og vinen. Danskerne konsumerer italiensk vin i mængder som aldrig før, og med den goodfeeling, der omkranser alt toscansk, indtager områdets vine en eftertragtet position i danske vinreoler. Syd for Siena finder vi Montalcino-området, der er hjem for brunello, et af bladene på det italienske trekløver af pang-vin. Hvor den til tider voldsomme amarone, og den tanniske barolo kan være for meget af det ene eller andet i diverse danske ganer, er det svært at blive uenige om at værdsætte den mere ødsle brunello – den ypperligste manifestation af det, danskere godt kan lide ved italiensk vin: tæt solmoden frugt og fad. Nord for Siena, i retning mod Firenze, ligger Chianti-området. Her har særligt hjertet, classico-zonen, opnået en tiltrængt revitalisering oven på en periode, hvor chianti betragtedes som ligegyldig bællevin. Mere restriktive regler for bl.a. høstudbytte, sikrer højere kvalitet og er medvirkende til, at der igen kan indløses en fornuftig sangiovesisk smagsdividende ved at satse sparekronerne på chianti classico.

Puglia, hælen i den italienske støvle, og akillessenen i italiensk vin. Områdets potentialer er store, og med den rette tilgang tilbyder de naturgivne forhold muligheder for at producere flotte vine. Puglia mangler dog stadig at slå sit ry fast som andet end det sted, man køber tunge, (over)modne, blandede vine i en stil, der ikke lefler for præferencer hos klodens vin-trojka. Men tro os, der arbejdes på sagen, og der dukker jævnligt enkelte vine eller producenter op, som sætter traditionen på porten og giver frugt og finesse prominente pladser i de forreste smagsgemakker. Salento-halvøen, selve hælen, ligger varmt og solbeskinnet. Den geografiske placering ville i vinperspektivet være problematisk, hvis ikke det var for de to nærværende køleelementer: det Ioniske og Adriaterhavet. De sikrer, at syren ikke forsvinder i modningsprocessen af de lokale druer: primitivo di manduria, negroamaro, malvasia nera m.fl.

Navnet på fodbolden lige ud for en meget nært forestående tåhyler fra resten af sit italienske moderland. Ikke desto mindre en region, hvor man skal være varsom med, hvem man sparker bagi! Sicilien har flere vinmarker end nogen anden vinregion i Italien, men de seneste år er produktionsfilosofien drejet kraftigt mod kvalitet frem for kvantitet, og i dag laves der mindre vin her end i Veneto, som har overtaget den voluminøse førertrøje. Middelhavets største ø har samtidig skåret kraftigt ned på produktionen af søde vine på marsala- og moscato-druerne, og satser i det tredje årtusinde spareskillingerne på friskere, frugtigere og i det hele taget mere moderne vine, med den lokale nero d’avola i spidsen, flankeret af internationale kendisser som cabernet, merlot og chardonnay. 75 % af Siciliens vinproduktion forestås stadig af kooperativer, men med et stigende antal private investeringer fra nord er der dømt udvikling også på det område.