Skip to main content
1-2 dages levering

Spaniens vinregioner

Spanien er som vinland ret nyt for youandwine.
Vi har valgt at starte med Rioja, Ribera del Duero og Rueda, som vi kort beskriver her. 

Rioja 

Vinregionen Rioja befinder sig i det centrale Nordspanien lige vest for de tilstødende naboer fra Navarra og nord for Ribera Del Duero. Regionen tronede i mange år som den absolutte konge i det spanske vinland. I 1980’erne opstod en salgsmæssig krise, som skulle vise sig at blive katalysator for en gennemgribende ændring i Rioja-vinenes stilistiske udtryk. Hvor den traditionelle måde at producere vin var (og for nogle vingårdes vedkommende stadigvæk er) præget af langvarig fadlagring på store amerikanske egefade, med det formål at skabe subtile og elegante vine, indtog en ny stil op gennem de næste årtier vinregionen. Kortvarig lagring på nye franske fade blev fortsat mere udbredt, og man gik nu efter en mere ekspressiv, intens frugtig og ungdommelig oplevelse i vinene. De senere år har den såkaldte ‘moderne’ rioja-stil udviklet sig i en retning, som i højere grad tager det bedste fra begge verdener fremfor at hellige sig særlige dogmer. Regionen producerer primært rødvine, og tempranillo er druen, der dominerer de 57.000 hektar vinmarker. Garnacha, graciano og mazuelo (carignan) blandes ofte i vinene i forskellige mængder. De mere sjældne hvide vine udgøres primært af viura (macabeo) og giver skønne, sprøde og aromatiske vine. Som i resten af Spanien klassificeres vinene efter, hvor lang tid de har lagret (både på træ og flaske), startende med betegnelsen ‘joven’ over ‘crianza’ og endelig ‘reserva’ og ‘gran reserva’, som begge kun laves i udvalgte årgange.

 

Ribera del Duero

Ribero del Duero ligger i Spaniens nordlige del – ca. 160 km nord for Madrid –  og er en af elleve vinregioner i den selvstyrende region Castilla y León. Udover Duero flodens gennemløb er karakteristika for regionen det stenede terræn og den høje dagtemperatur, samt et fra år til år meget forskelligt og uforudsigeligt klima. Der har været vinproduktion i Ribero del Duero i flere tusinder år. De ca. 120 km² vinmarker fordeler sig med hovedparten i provinsen Burgos, ca. 5 km² i Valladolid og ca. 6 km² i Soria. Det stenede terræn kombineret med meget lave nedbørsmængder og ekstremt høje dagtemperaturer i sommerperioden, tvinger vinstokkenes rødder til at søge dybt i jorden for at finde vand. Dette giver robuste vinstokke, som giver druer af høj kvalitet. Med mere end 2.400 solskinstimer om året er det godt, at man ikke er vinstok i Ribera del Duero. Ribera del Duero er en spændende vinregion, som producerer vine af høj kvalitet og dette på trods af de til tider svære vejrforhold med temperaturforskelle fra minus 20 grader til plus 40 grader hen over året…

 

Rueda

Rueda er beliggende lige nordvest for Madrid og ligger klods op og ned af rødvinsappellationen Toro. I dag er regionen nærmest udelukkende kendt for sine sprøde, aromatiske hvidvine, men det varietale og stilmæssige fokus er skiftet flere gange siden midten af det 19. århundrede. Ruedas rolle som en af de vigtigste spanske hjemstavne for hvidvine af høj kvalitet tog sin begyndelse i løbet af 1980’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for verdejo-druens potentiale i det barske iberiske landskab. Siden er det gået stærkt, og i dag udgør verdejo 90% af regionens 13.000 hektar vinmarker. Klimaet er kontinentalt med ekstremt varme somre og tilsvarende kolde vintre. I forening med en nærrigsfattig jordbund, hvor planterne for alvor skal anstrenge sig for at overleve, er det forhold, som med al tydelighed fostrer en meget populær stil. Udover verdejo udgør sauvignon blanc ca. 5% af det dyrkede areal, mens der bl.a. også laves en smule rødvin og lejlighedsvise forstærkede, oxiderede vine i stil med sherry.