Priviligia IGT – Giuseppe Lonardi
En hastigt passerende cabernet-tone i toppen af en smukt udfoldet næse indikerer årsagen til Privilegias relativt lave klassificering til IGT Rosso Veronese. Halvdelen af vinens frugt hedder nemlig cabernet franc, men hele vinens frugt er kernesund, veldefineret og perfekt modnet til at skabe en glimrende struktureret rosso med læ
... kker frugtig tyngde og en aromatisk elegance af sjældne proportioner. Den ekspressive og dog køligt distingverede bouquet af sort peber, granit, mynte, nyslået græs og blåbær løsner sig velvilligt fra den mørke væske og forfører rummet med sin flotte balance mellem primærfrugt og vidnesbyrd om det salige bid af tidens barmhjertige tand. Munden bæres af francens fast tanniske greb om situationen og corvinaens feminine parfume og lettere statur. En forfriskende syre har holdt herligheden på dupperne siden fremstillingen, og siden er alle elementer smeltet sammen til en smukt integreret helhed.
Anvendelse, behandling og lagring
En vellavet vin til vellavet mad. Den kraftfulde struktur stiller krav om en indholdsrig, fyldig og gerne fed gastronomisk kontekst. På den anden side borger den delikate næse og store kompleksitet for et mere raffineret og detaljeret køkken. Kombiner de to i dyreryg, lammemedaljoner eller en krydret vildtragout med stegte rødder og friske urter. Hvidløg er et must! To timer på karaffel er ikke for meget, og hvis du tør, kan du jo lade den stå i krukken fra dagen før. Server ved 17 grader i dine største, fine krystalglas. Selvom vinen er moden og klar på den værste, er der al mulig grund til at forvente yderligere positiv udvikling i hvert fald et par år endnu.Læs mere På lager
1 stk. 249 DKK